Fødselsberetning

Jeg havde termin den 16.12.15.
Jeg havde med længsel set frem til den dato. Men der skete absolut ingenting! Jeg gik 13 dage over min termin før jeg sad med min lille dreng i armene.

Den 28.12.2015 kl. 07:30 – 12 dage over min termins dato skulle jeg sættes igang på Aabenraa sygehus. Men natten til den 28.12.15 kl. 1 fik jeg min første ve. Jeg synes det var en smerte jeg ikke havde oplevet før, men der kom kun 1 ve, så jeg lagde mig til at sove igen. kl. 01:45 fik jeg endnu en ve. Jeg valgte at stå op for at gå på toilettet. Cirka 8 minutter efter får jeg endnu en ve og jeg vælger her at vække min kæreste for at sige, at noget er ikke som det plejer at være, det føles ikke som mine plukveer.

Mine veer kommer derfra med hurtigere interval og med en varighed af 1 minut. Jeg får mine veer med 6 minutters mellemrum. Vi vælger at ringe til fødegangen for at høre hvordan vi skal forholde os.
Jordemoderen vi snakker med synes vi skal se tiden an en times tid, inden vi kommer ned på fødegangen.
Så min kæreste og jeg gå begge to i bad og får pakket bilen med vores ting. I løbet af den time kommer mine veer ned på et interval med 3-4 minutter. Jeg kan ikke længere rigtig snakke under mine veer, da de bider godt.

Da vi ved kl. 5 kommer ned på fødegangen, kommer vi ind på en undersøgelses stue, hvor der bliver taget et CTG af barnets hjerte rytme og jeg bliver tjekket om jeg er i fødsel.
Jeg er her 2 cm. åben og er derved ikke i det man kalder aktiv fødsel.
Vi får lov til at blive på stuen og jeg bliver tjekket regelmæssigt.
Ved kl. 7:30 er jeg knap 4 cm. åben og jeg er nu i aktiv fødsel og bliver flyttet over på en fødestue. Fødestue nummer 3.

Mine veer kommer nu med meget korte intervaller. Jordemoderen spørger hvad jeg har af tanker omkring smertelindring, hvor til jeg svare at jeg siger ja tak til alt hvad jeg kan få.
Hun forklare mig at epiduralblokaden kan sætte fødslen lidt i stå og råder mig til ikke at få den. Jeg følger jordemoderens anvisning og takker derfor nej til epiduralblokaden.
Hun synes jeg klare mine veer rigtig godt med vejrtrækningen og giver udtryk for at hun måske kan nå at se vores lille dreng, inden hendes vagt slutter kl. 15.

Ved kl. 10:15 tager jordemoderen vandet og mine veer bliver her endnu stærkere.
Hun tilbyder mig og komme i badekar, da det kan lindre mine smerter. Jeg takker ja tak og kan godt mærke at det er rart at komme ned i det varme vand. Jeg er der dog ikke så længe, min blufærdighed tager meget over og jeg kommer forholdsvis hurtigt op.
Jeg går lidt frem og tilbage på stuen, men mine veer er efterhånden så stærke, at jeg har svært ved at koncentrere mig om min vejrtrækning, som jeg ellers tidligere havde fået ros for at tackle så flot.

Jeg bliver stadig regelmæssigt tjekket og ved kl. 13:30 er jeg 7 cm. åben. Mine veer er rigtig stærke og jordemoderen tilbyder mig akupunktur, som jeg får lagt i lænden, maven og hovedebunden. Jeg mærker dog ingen effekt af dette.
Ved kl. 14:30 har jeg så store smerter af veerne at jordemoderen tager beslutningen om at jeg skal have en epiduralblokade. Så ved kl. 15, kommer der en yngre læge og ligger blokaden. Mine veer gør så ondt, at jeg ikke rigtig mærker at lægen stikker, selv om hun stikker flere gange i ryggen, da hun ikke kan ramme. Til sidst rammer hun og forlader herefter fødestuen.
I præcis 20 minutter virker blokaden, jeg får endelig lidt ro fra veerne. Men efter de 20 minutter kommer de bare tilbage for fuldeknald. Jeg kan slet ikke samle mig om min vejrtrækning og føler det hele er meget uoverskueligt og jeg giver også udtryk for at blokaden ikke virker. Hvilket de ikke rigtig tror på.
Jeg får også vestimulerende drop, da det hele går lidt i stå. Jeg starter med at få 3 ml i timen. Ved kl. 17 er jeg 10 cm. åben og mine veer gør ualmindelig ondt.
Her vælger den nye jordemoder at tilkalde lægen igen, så jeg kan få en ny epiduralblokade.
og den VIRKER. Han siger at den først er blevet lagt forkert og har derved ikke haft den ønskede virkning.

Jeg får endelig ro for mine veer. Det er SÅ befriende og jeg får sovet lidt. Mit vestimulerende drop bliver hele tiden øget, da vi egentlig bare venter på jeg får mine presseveer.
Jeg har en lille pumpe liggende ved siden af mig, som er koblet til via epiduralblokaden, og jeg er panisk bange for at den pludselig vil holde op med at virke. Men de forsikre mig om at der er nok til 24 timer.

Ved kl. 19-20 tiden begynder mine veer igen at gøre ondt. Jeg er helt ude at mig selv af smerte og har en ud af kroppen oplevelse. Hvis jeg kunne havde jeg forladt min krop og ladet den klare resten selv. Jeg var træt og følte ikke mit hovede kunne klare flere smerter.
Jeg får også sagt til min kæreste at jeg skal dø, og får også sagt flere gange, om han dog for søren ikke kan gøre noget (hvilket jeg udemærket godt er klar over han ikke kan)
Han har været en kæmpe støtte igennem hele min fødsel og jeg er så glad for at han har siddet ved siden af mig hele tiden!

Mine veer forsætter i samme stime og med samme smerte. Kl 23 er der vagtskifte igen og nattenvagten kommer. Jeg får ikke rigtig hilst på hende, da jeg er helt lukket inde i mig selv og har følelsen af jeg bare skal have det her overstået.
Ved kl. 24, tilkalder hun forvagt og bagvagt, da jeg har været 10 cm. åben i 7 timer og jeg har forsat ikke fået mine presse veer.

Hvor er det bare grænseoverskridende at have 3 forskellige til at stå og kigge op et vis sted! Men der bliver imellem de 3 aftalt at jeg skal prøve at presse på mine normale veer.
Jeg presser og presser og hans hovede kommer også ned, men hver gang jeg stopper ryger han op igen. Der bliver aftalt at jeg skal prøve at presse på mine veer i 30 minutter.
Det var egentlig 30 gode minutter, da jeg følte at jeg endelig kunne gøre noget, frem for bare at tage imod smerten fra veerne.
Dog sker det samme hele tiden han kommer ned, men smutter op igen.
For og bagvagt bliver endnu en gang tilkaldt og da de kommer forsætter vi yderligere med at jeg skal presse på mine normale veer. Efter lidt tid kommer mine presse veer, men det er slet ikke nok til at han bliver nede hvor han skal. Min stue er efterhånden fyldt med ret mange mennsker, da det begynder at se kritisk ud. Jeg har dog fuldstændig glemt alt om min blufærdighed. Jeg er bare så lukket inde i mig selv.

Forvagetn giver udtryk for at det ikke vil lykkedes at få ham ud uden hjælp. Der bliver taget en sugkop frem og her eksplodere min verden bare. Jeg bliver slet ikke informeret om hvad der skal ske og har pludselig bare den her sugekop inde i mig, og jeg græder bare i vildensky. Jeg får min kæreste til at hjælpe mig med at få dem til at stoppe.
Forvagten stopper kigger på mig og siger ”så er der kun en mulighed og det er kejsersnit” jeg siger klokkeklart ja og lægen fortæller mig de risiko der er ved et kejsersnit. Jeg siger endnu en gang ja, også går det ellers bare hurtigt. Her er klokken 00:50.

Jeg bliver kørt mod operations stuen og på vej derned kommer min kæreste med nogle andre, så han kan få noget andet tøj på.
Heldigvis kan min epiduralblokade bruges til bedøvelsen. Jeg mærker ikke de skærer i mig, men da de begynder at prøve at hive ham ud, får jeg store smerter i bækkenet, jeg bliver nervøs fordi jeg kan mærke noget og min kæreste får informeret lægerne om at det gør ondt på mig. Heldigvis er narkoslægen meget rundhåndet og giver mig hurtigt mere bedøvelse.
kl. 01.11 kommer Nohr ud. Han får klippet navlestregen og bliver tørret. Herefter kommer han over til min kæreste, hvor han kommer hen til mig for at vise ham til mig. Jeg ser ham ganske kort, da han har problemer med vejrtrækningen og bliver kørt ned på neonatal afdelingen.
Efter jeg er blevet syet kommer jeg tilbage til fødestuen og først kl. 04:15 bliver jeg kørt ned på neonatal afdelingen og får Nohr i armene for første gang!
Han vejde ved fødsel 4525 gram og målte 55 cm.
jeg fik på opvågning af vide at det var en god beslutning at det blev kejsersnit, da han højst sandsynligt ikke var kommet ud igennem mit bækken.

Det blev en fødsel, som jeg overhovedet ikke havde forestillet mig, men jeg fik det dyrebareste ud af det!
Vi skal pga. det turbulente forløb til efterfødsels samtale på sygehuset, 3 måneder efter fødslen.