søndag den 30. september 2018

Jylland

Jeg er på besøg hos mine forældre i Jylland denne weekend. Det er virkelig den bedste måde at koble af på, og så bliver jeg også forkælet med pil-selv-rejer, tapas, rundstykker og god kaffe. Jeg har ikke været så god til at besøge dem på det seneste, da det er langt at køre frem og tilbage fra København til Billund, men det bliver jeg nødt til at ændre på. Hjemme hos mine forældre findes der stakkevise af fotobøger med mig som lille og diverse film. Da jeg var yngre, var det for mine veninder meget populært at se film af mig som barn, da jeg var lidt underlig og sagde de mærkeligste ting. Eksempelvis sagde jeg engang, at jeg ville klippe min lillesøster over, da min mor fortalte hvordan, at jeg skulle passe godt på hende (den lader vi lige stå et øjeblik!). Dette var en ret typisk ting for mig at gøre – at være Rasmusmodsat (hvis det udtryk stadig eksisterer). Hvis min mor sagde, at jeg skulle have jakke på, så skulle jeg ihvertfald ikke have jakke på. Hvis min mor sagde, at der ikke måtte komme vand på terrassen, når jeg var i badebassin, så vippede jeg kanten, så der var vand over alt. Jeg var nok lidt irriterende nogle gange.

Jeg var et af de børn, som altid ville klædes ud og rigtig gerne optræde i mit klædud-tøj. Jeg var stor fan af AQUA, og lokkede ofte min lillesøster med på et nummer eller to. Det vigtigste for mig var bare, at jeg måtte være René Dif. Jeg havde den vildeste fantasi og opfandt endda et monster, som hed Vombat, for at forskrække min søster. Ligegyldigt hvor vi var, så var Vombat der også.
Jeg savner nogle gange lidt at være barn. Der var alting lovligt, og man kunne sidde nøgen til sin fødselsdag med en prinsessekrone på uden, at nogen synes det var mærkeligt (det er sket ved flere lejligheder). Når det var sommer, så havde man fri hele sommerferien til at kunne lege teater, spille rundbold og være på stranden dagen lang. Når man måtte blande for 5 kr. slik i svømmehallen og følte at man fik virkelig meget. Så glad bliver jeg ikke engang, når jeg nu blander slik for 70 kr. Det var virkelig skønt at være barn, men så slemt er det heller ikke at være (næsten) voksen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar